|
OMJK´s historie |
|
Klubben blev stiftet den 23. november 1949, og hører således til en af de ældste modeljernbaneklubber i Danmark. I 1951 fik klubben lokaler i de gamle SFJ-remiser på Kildemosevej i Odense. Skalaen var 1:45, treskinnedrift, dansk forbillede. Alt måtte bygges selv. Op igennem 1960´erne steg interessen for klubben, og aktivitetsniveauet steg mærkbart. På anlægget begyndte man bl.a. at køre køreplanskørsel, ligesom bl.a. sikringsanlægget blev udbygget mere og mere. Anlægget var en punkt til punkt-bane, hvor der var dobbeltspor Odense-Hjulby, mens banen Hjulby-Nyborg var enkeltsporet.
Op igennem 1970´erne var anlægget faktisk udbygget, hvorfor man så småt begyndte at se sig om efter nye lokaler. Pladsen var efterhånden noget trang. Flere af stationerne på anlægget var noget sammenklemte og klubbens bibliotek havde heller ikke de rigtige rammer.
I 1982 fik OMJK overdraget nogle lokaler af DSB. Det var i det gamle Toldkammer på Østre Stationsvej i Odense. Nu blev der mulighed for at realisere drømmen om et langt mere udbygget modelbaneanlæg, end det på Kildemosevej. I de 400 m² store lokaler, hvoraf de 310 var til anlægget, var der både opholdsrum og et stort værksted. Forinden skulle lokalerne dog “renoveres” for at være klar til klubbens brug. Efterhånden steg aktivitetsniveauet her, mens Kildemosevejanlægget kun blev brugt til køreplanskørsel.
Endelig i 1986 blev anlægget på Kildemosevej nedlagt, da der ikke længere var mulighed for at blive her. Forinden blev der taget behørigt afsked med anlægget, og knap var den sidste køreplanskørsel kørt, før det rullende materiel blev flyttet om på Toldkammeret. Det var en stor epoke der sluttede i klubben, og mange medlemmer husker endnu de gode dage på Kildemosevej.
Forbilledet for det 310 m² store anlæg på Østre Stationsvej skulle stadig være dansk i 1:45, epoke 3, dvs. perioden 1945-1972. Endelig skulle anlægget have et fynsk islæt.
Anlægget var stadigvæk treskinnedrift, dvs. ved siden af sporet var der en 3. skinne som lokomotiverne skulle tage strøm fra. Anlægget skulle bestå af en dobbeltsporet DSB-hovedbane, en enkeltsporet DSB-sidebane og endelig en privatbane. Mesteren for den meget omfattende sporplan der blev vedtaget, var nu afdøde Arne Kirkeby.
Da kravet var, at der skulle køres en realistisk køreplanskørsel, krævede det et stort arbejde med det elektriske anlæg. Der indgik i sikringsanlægget et meget stort antal relæer, og naturligvis skulle signalerne, både dagslys- og armsignaler, være med forbillede i virkeligheden.
For at sporskifterne skulle kunne skifte realistisk, skulle der under hvert installeres en sporskiftemotor, der i en jævn bevægelse skiftede sporskiftes position. Det siger sig selv, at et fuldt udbygget anlæg ville kræve mange km ledning under anlægsbordene. I øvrigt måtte klubben selv bygge de mange meter spor der skulle bruges til anlægget. I midten af lokalet blev der anlagt et cab-tårn hvor “lokomotivførerne” skulle sidde og køre togene.
Men i slutningen af 1980´erne skete der noget der vendte totalt op og ned på det hele. Klubben fik besked på pr. 1. februar 1989 at have “rømmet” lokalerne, da DSB ville afhænde dem til erhvervsformål. Så efter et gigantisk opbygningsarbejde, en meget stor del af det planlagte spor var faktisk lagt, skulle det hele nu væk igen. Det var bestemt ikke særligt sjovt at være med til at fjerne metervis af spor der var omhyggeligt lagt. Hele anlægget blev opbevaret i et par godsvogne som DSB stillede til rådighed.
Klubben var i en periode uden faste lokaler, men i 1990 kom der et lille lyspunkt. Der blev lejet et kælderlokale på Vesterbro i Odense. Men der var nu ikke plads til at bygge et anlæg op, så lokalet kom mere til at fungere som et samlingssted for klubben.
Men i 1992 kom der et afgørende vendepunkt. Odense Kommune stillede her de nuværende lokaler på Blangstedgård til rådighed. Godt nok skulle der startes forfra med at renovere lokaler, men med tiden ville der komme et meget fint modelbaneanlæg op at stå. Siden gik det slag i slag, og der er nu i dag et meget fint modelbaneanlæg under opbygning, ligesom der er en fast og stabil medlemsskare. Der er også for alvor begyndt at dukke nye medlemmer op. I dag er der over 50 medlemmer, såvel aktive, aspiranter som støttemedlemmer.
|